Nye 7%-lån åbner mulighed for konvertering
Det er en sjælden påstand, som jeg vil starte mit indlæg med: En stigende rente ER godt for én ting.
Jeg tænker naturligvis på den mulighed, der opstår for konvertering, hvis du har et fastforrentet lån til huset igennem kreditforeningen, når renten stiger.
Den gode gamle tommelfingerregel siger, at hvis der du kan “hoppe” 2%-point op eller ned, så er der som regel en fordel ved at konvertere. Så hvis du har et 4% eller 5% lån, så er tiden inde til at få kigget på det.
Det er naturligvis fedt at have et lån til en fast rente på 5% eller endnu bedre 4%, når renten nu hedder 7% - MEN grunden til, at det kan være en idé, at få banken til at regne på det er, at når renten stiger, så falder kursen på de obligationer, som du kan bruge til at indfri dit nuværende lån med.
Sagt på en anden måde: Du kan indfri dit nuværende lån billigere - 5% lån med 25-27 års restløbetid til omkring kurs 89-90 - så hvis du skylder 1 million, så skal du kun af med kr. 900.000 for at indfri det og endnu mindre, hvis du har et 4% lån, da kursen er endnu lavere på dette.
Hagen ved denne manøvre er, at det nye lån, som du tager er med en rente på 7%, da kursen nu er ret god her (tæt på kurs 100). Det betyder, at ydelsen på dit lån vil stige en lille smule og at du derfor skal være parat til at undværre et par hundrede kroner hver måned, hvis du vil konvertere.
Hvis min udgift bliver større ved at gøre det her, hvorfor så gøre det?
JO - som den opmærksomme læser allerede har fanget, så har du skåret en pæn klump af din gæld ved at indfri dit gamle lån til en lavere kurs. Altså kan vi sige, at du har “sparet” den forskel der er på kursen du indfrier til og den kurs, som du kan hjemtage det nye lån til - minus dine omkostninger til manøvren, som typisk ligger i omegnen af kr. 10.000 - 15.000.
Dertil kommer, at hvis eller når renten falder igen, så kan du konvertere den anden vej - her der godt nok ikke mulighed for at skære mere af restgælden, men du tager din gevinst fra tidligere - i form af lavere restgæld - med ned på en lavere rente og dermed en lavere ydelse!
Men det sidste her er “step 2?, så skynd dig nu, at få undersøgt om der en gevinst for dig ved at konvertere til 7% og på denne måde sikre din lavere restgæld.
Du kan selv regne på, hvordan det vil se ud for dig på Totalkredit’s beregningsside - det eneste du skal bruge er din seneste terminskvittering, som du får fra Betalingsservice, da den indeholder alle oplysningerne om dit lån.
Skrevet d. 22.06.2008 af:
Thomas Silberg, Boligblogger.dk





