Forsikring imod dobbelt husleje…
Så er den danske ejendomsmæglerbranches første forsøg på at puste liv i den stagnerende omsætning på boligmarkedet kommet på hylderne hos EDC.
De har lanceret deres “Dobbeltdækker“, der hjælper dig med at dække nogle af dine udgifter på den ene bolig i op til 9 måneder, hvis du ikke kan få din oprindelige bolig solgt.
Jeg skriver nogle udgifter, da forsikringen meget fornuftigt “kun” dækker:
* Netto renteudgifter på lån
* Ejendomsskat
* Renovation
* Ejendomsforsikring
* Fællesudgifter
* Grundejerforening
Hvilket jo er dine typiske faste udgifter ved en ejerbolig.
Min mening om produktet er helt sikkert farvet af min baggrund, som bankmand, da jeg sagtens kan følge forsøget på at dække et behov for sikkerhed hos kunderne men har svært ved at se, at hvis du som boligsælger ikke er sikker på, at du kan sælge din bolig indenfor en tidsperiode, som du har råd til at ligge med 2 boliger i - ja så synes jeg, at det er mere væsentligt at begynde at overveje, om du har råd til at flytte.
Det mener jeg, da jeg finder det ret væsentligt at have for øje, at forsikringen jo ikke er en sikkerhed for, at du kan få den pris for din bolig, som den er til salg til lige nu - det er måske derfor den endnu ikke er solgt?!
Da jeg gik på handelskole for mange år siden lærte jeg, at der i bund og grund ikke var noget, der ikke kunne sælges - det afhang blot af prisen.
Altså syntes jeg, at det er langt mere vigtigt, at du får sat en realistisk salgspris på din bolig, når du vil sælge den og ikke lader en forsikring blive din sovepude (og yderligere udgift) i håbet om, at få den pris, som ejendomsmægleren har vurderet som rigtig.
Der til kommer, at det jo sjældent er ejendomsmægleren, som er i position, hvor de kan “bevilge” dig økonomiske råderum til at ligge med 2 boliger - i sidste ende er det jo din bank, som du har med på råd i denne situation.
Thomas Silberg, BoligBlogger.dk
Skrevet d. 13.08.2008
Ja tak - jeg vil gerne have en mail, når der kommer et nyt indlæg på BoligBlogger.dk





